Gøre hamsteren tam

Hvordan gør jeg hamsteren tam



At vinde en hamsters hjerte, går typisk igennem dens mave. Hamster elsker godbidder, man skal bare passe på, at man ikke giver så mange, at hamsteren bliver for tyk. Jeg bruger afskallede solsikkekerner, som jeg knækker over i 2-3 stykker alt efter hvor stor kernen er. På den måde kan jeg tillade mig at give et par godbidder ekstra. En anden vigtig faktor for at få en rigtig dejlig tam hamster er ro og tålmodighed, ro og tålmodighed.


De fleste hamster er ikke så svære at gøre tamme, og specielt ikke hvis man har fået den fra en god opdrætter, som har brugt tid på at vænne hamsterne til håndtering. Men at gøre en hamster tam, er ikke noget man lige gør på et par timer eller et par dage. For nogle hamster går det hurtigt, imens andre hamster har brug for langt mere tid, før den har fået tillid til dig. Men når du så vinder dens tillid og kærlighed til dig, så er det al tiden værd


Når jeg får en ny hamster, får den først lov til at få et par dage, til at falde til ro ovenpå flytningen og til at finde sig til rette i sit nye bur. Når den så er faldet lidt til, så bruger jeg meget tid i starten på, kun at sidde med min hånd inde i buret, hvilende på bundstrøelsen, imens jeg snakker stille til hamsteren og gerne kalder på den forsigtigt ved dens navn og laver små lyde. Hvis jeg fornemmer den virker tryg og nysgerrig nok, til at gå hen til min hånd, prøver jeg at holde en afskallet solsikkekerne imellem et par fingerspidser, som den lige kan snuppe med lang hals. På dette tidlige stadig i vores kontakt, knækker jeg ikke solsikkekernerne af to grunde: 1) med en fuld kerne, skal hamsteren ikke nødvendigvis hen og røre mine fingre for at snuppe den. 2) så er mine fingre ikke så tæt på hamsterens tænder, hvis den bliver usikker og bider fra sig - det har jeg dog heldigvis aldrig oplevet. Det er vigtigt, at man ikke overskrider hamsterens grænser, men at den kommer frivilligt. Det kommer man længst med.

Er den så blevet ved tryg ved at tage godbidder fra fingerspidserne, lægger jeg godbidderne (de små knækkede solsikkekerne stykker) i min håndflade, stadig hvilende inde i buret. Når hamsteren så sætter sig op i min hånd for at spise godbidderne, så kan jeg på et tidspunkt forsøge at løfte den ud af buret. Men det skal gøres meget forsigtigt, eventuelt med en hånd over den - uden at skræmme den - da de hurtigt kan blive forskrækket eller usikker og så finde på at springe ud af hånden.


Hvis det viser sig, at hamsteren ikke er så glad for at sætte sig op i din hånd, så kan man evt. bruge en kop eller en toiletrullerør den kan kravle ind i. Bruger man en kop eller lignende, lægger man lidt lækre godbidder ned i bunden af koppen, og så holder man koppen nede i bunden af buret. Og når så hamsteren kravler ind i koppen for at snuppe godbidderne, kan man forsigtigt løfte den ud. Men her skal man også være super opmærksom på, at den kan finde på at springe ud af koppen, hvis den ikke føler sig helt tryg eller bliver forskrækket, så man kan lægge en forsigtig hånd over koppen.


En ting man aldrig aldrig må gøre, hvis man vil have en tillidsfuld hamster er, at jage den i buret, snuppe den ovenfra uden varsel. Ude i naturen er alt hvad der kommer oppefra potentielt farligt, og hvis man så kommer med sin hånd ovenfra og snupper hamsteren, så kan den føle sig truet, og chancen for at den bider fra sig er stor. Så det vil vi helst undgå.


Det gælder i bund og grund om, at gøre det i det tempo, at hamsteren kan følge med. Hvis man stresser og skynder på, kan man risikere at ødelægge så meget, så man skal starte forfra. Så det kan ikke siges tit nok - det vigtigste når man gerne vil gøre sin hamster tam er, tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed!



Rigtig god fornøjelse med din hamster !